Sundhedsskolen . Jugendhuset . Lundvej 39 . 6800 Varde . info@sundhedsskolen.dk

Vild med Dans-stjerner på sundhedsskole i Varde

17. marts 2012

Vild med dans stjerner tager til Varde for at tabe sig

Thomas Evers Poulsen og Steen Lund greb chancen for én gang for alle at gøre op med dårlige spisevaner på Jugendhusets Sundhedsskole i Varde, drevet af  praktiserende læge Charlotte Bøving

Af Yvonn Tittel. Tlf. 7912 4562, yti@jv.dk, Jyske Vestkysten, lørdag d. 17. marts 2012

Dansestjernerne og tv-kendisserne Thomas Evers Poulsen og Steen Lund satser på at smide hver 12-15 overflødige kilo på Jugendhusets Sundhedsskole i Varde.

Sundhedsskolen er drevet af praktiserende læge Charlotte Bøving og de mødte hinanden på Club La Santa på Lanzarote til uger med dans flere gange.

Og i februar i år lykkedes det Varde-lægen at inspirere danserne til at lægge deres livsstil om og blandt andet få smidt de overflødige kilo.

– De er begge to topcharmerende og fantastiske dansere, men de bør ved Gud i himlen gøre noget ved deres kroppe, så de kan blive lækre i anden potens, som Charlotte Bøving siger.

Råt er godt

Den meget direkte melding gik lige ind hos Steen Lund:

– Jeg sætter pris på deres meget ligefremme tilgang. Hvis man ikke kan tåle sandheden, så skal man lade være med at spørge Charlotte, siger han, der tager sin hustru og endnu en tidligere elite-danser, Morten Riis, med på Jugendhusets Sundhedsskole i Varde.

Men hvordan kan en danser som dig overhovedet veje for meget?

– Jeg har en meget sød tand og jeg elsker mad og har drukket cola hele mit liv. Mens jeg dansede og fulgte Team Danmarks programmer var der en masse, jeg ikke måtte, så da jeg stoppede, var der pludselig ikke noget, jeg ikke måtte, og så tog jeg 20 kilo på, siger Steen Lund, der siden både har smidt og taget de selvsamme kilo på igen, et par gange endda. Men, nu hvor han er blevet over 40, er det blevet sværere at komme af med overvægten.

Flyvsk livsstil

Samme oplevelse har Thomas Evers Poulsen, der 34 år gammel er glad som aldrig tidligere med stribevis af spændende job og forskellige opgaver. Bagsiden er bare, at den meget rejseaktivitet og de skæve tidspunkter forstærker hans svaghed for at putte det forkerte i munden:

– I dag har jeg for eksempel været i Nato i Bruxelles og undervise, og kommer sent hjem, og det samme når jeg hver onsdag underviser fra klokken 17 til 22, det er et rigtig dumt tidspunkt, og så er jeg jo sulten, når jeg kommer hjem, siger han og tilføjer:

– Folk siger tit, de ikke kan forstå, jeg slås med vægten, når jeg danser så meget. Men når man underviser danser man jo ikke ret meget. Jeg snakker mest. Det er egentlig kun når jeg underviser i zumba jeg får rørt mig, og så går jeg i fitnesscenter.

Thomas Evers Poulsen tog sin mor og søster og sin kæreste Ronni med på sundhedsskolen i Varde, hvor Charlotte Bøving tog imod dem første gang. Herefter blev danserne og deres familier fulgt én gang om måneden i fem måneder.

Meget sidder i hovedet

– I forhold til Thomas og Steen, der jo faktisk bevæger sig en del, vil jeg i høj grad fokusere på det mentale og blandt andet ved at bruge personlighedstests hjælpe dem med at finde ud af, hvorfor de har de barrierer de har, så de kan bryde koden og stoppe de forkerte valg. Det er hele deres livsstil, der skal til revision, siger Charlotte Bøving

JUGENDHUSETS SUNDHEDSSKOLE

Drives af søskendeparret og praktiserende læger Charlotte Bøving og Christian Bøving

Har siden oktober 2010 gennemført 23 hold i Jugendhuset i Varde, der tidligere var ejet af Varde Museum – ligesom mange virksomheder har hyret det to læger.

Thomas Evers Poulsen

34 år. Lever i dag af at undervise i dans og zumba og af at holde foredrag. Har deltaget i Vild med Dans på TV2 i 10 sæsoner, den ene med tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen som dansepartner. Bor i København.

Steen Lund

42 år. Underviser lidt i dans og zumba, og har igennem 15 år haft en mere borgerlig karriere ved siden af, de seneste otte år i Lego, hvor han er salgsmæssigt ansvarlig for Lego Education i Mellemøsten, Sydøstasien og Afrika.

Har deltaget i Vild med Dans i fire sæsoner – og har været tv-aktuel på TV3 i programmet Masterchef, hvor han ind til videre er nået i semifinalen. Bor i Odense.

Begge har vundet

Thomas Evers Poulsen har vundet VMD to gange – Steen Lund en enkelt gang. Thomas Evers Poulsen i 2005 med Mia Lyhne og i 2015 med Ena Spottag, Steen Lund i 2006 med Christina Roslyng.

Avisen følger op

JydskeVestkysten fulgte løbende danserne og deres familiers kamp med kiloene og for en sundere livsstil.

Første gang jeg stoppede med at danse var jeg så bange for at tage på, at jeg gik i fitnesscenter seks gange om ugen og blev endnu tyndere end da jeg dansede. Mine forældre troede jeg var bims.

Thomas Evers Poulsen

Jeg har aldrig følt mig tynd. Også fordi jeg har en bred kropsbygning.

Thomas Evers Poulsen

Vi tror helt klart på det, fordi vi i den grad er blevet motiveret af Charlottes omsorg og åbenhjertighed og ligefremme tilgang.

Steen Lund

———–

BT fulgte hele processen massivt

Den første artikel her: http://www.bt.dk/slank/kendis-dansere-er-blevet-for-tykke

———–

Desuden er der løbende artikler og omtale i diverse andre medier, som f.eks. UgeAvisen Varde, Billed Bladet og Go´aften Danmark på TV2